Sikkerhedsbestemmelser
Formål
Waterdrops sikkerhedsbestemmelser skal sikre medlemmerne mod fare og ulykker, samt værne om en tryg og udviklende naturoplevelse.
Almene bestemmelser
Ved al padling/surfing/roning skal de internationale søvejsregler overholdes, herunder vigepligtsregler. Disse er kortfattet beskrevet i hæftet ’Lov og ret på vandet’, udgivet af Søsportens Sikkerhedsråd.
Klubbens medlemmer skal overholde bestemmelserne, af hensyn til egen og andres sikkerhed samt udvise almindeligt godt sømandskab på vandet.
Medlemmer skal inden turen foretage en risikovurdering og til enhver tid ”agere efter evne”, uanset hvad sikkerhedsbestemmelserne i øvrigt giver mulighed for.
Medlemmer skal ALTID bruge svømmevest.
Hvis man har en sygdom, der kan medføre lammelser eller tab af bevidsthed, skal man i samråd med egen læge afklare, hvorvidt det er forsvarligt at færdes på vandet. Det er derefter ens egen endelige beslutning, om det er forsvarligt at padle/surfe/ro.
Bestemmelserne gælder for alle klubbens medlemmer.